torsdag den 19. juni 2008

Nyt grej i teamet, og på vej til Djursland

Vi havde en rigtig god dag på Sturup sidst. Desværre var Henrik Andersen i den stærke Opel Lotus urørlig, men min egen bil kan jeg kun være tilfreds med.

Med hjælp fra tidl. Danmarksmester i F2000, Lars Clasen, fik jeg justeret yderligere på bilen og prøvet nogle ting af. Resultatet var bedre omgangstider end nogensinde. Under andet løb var bedste omgang 1.02,7. Det er hurtigere end Pole-tiden fra DTC på banen, sidste gang DTC-cirkus'et var på besøg.

Denne weekend er det Ring Djursland det gælder, og turen derover foregår med den nye trailer. Den ser ikke stor ud på billedet, men kassen er 2 x 2 x 5 meter, og der er gode køjer, dækreol og indretning i den. Og den ser STOR ud bag på min lille Seat!




Efter et par år med (meget) gamle varevogne, så er det en fornøjelse at tage afsted med nyt grej.

Nyt grej, som også kunne være med til at sikre muligheden for at deltage i større løb sydpå... :-)

lørdag den 10. maj 2008

Så er sommeren startet for alvor


Første dag på arbejde i Lotus'en og første grillaften på terrassen. Nu begynder livet igen for alvor!

Har brugt lidt flid på Lotus'en, og den er 98% perfekt. Selvom det var lidt lunt at køre (holde) i kø på motorvejen til København, så var det en fornøjelse at sidde i den lille røde bil igen.

Den kører rigtig godt efter Dan Suensson fra Sønderjylland kiggede på karburatorer sidste år, og man møder også mange smil på sin vej.

God sommer!

mandag den 5. maj 2008

Hul på sæsonen, med VIDEO!

Så fik vi skudt sæsonen i gang på Ring Knutstorp, og det var en perfekt weekend. Solen skinnede, bilen virkede problemfrit hele weekenden og det var rigtigt dejligt at møde alle de andre biltosser og ligesindede igen.

I formelklassen havde vi, tror jeg, det største felt i HMS' historie, og i den blandede klasse var der stor hastighedsforskel på bilerne, så under træning og kvalifikation var der meget aktion og mange overhalinger på banen.

Formel 2000 klassen talte en del nye medlemmer denne weekend. Ole Bjørn kommer fra en årrække i F1600, Niels Rask (Don Larsen) er ganske ny i sporten med bare et par enkelte deltagelser i clubrace i bagagen, og sidste nye ansigt var Leif Jørgensen, der fik bilen klar og meldte sig til dagen før løbet.

At kalde Leif for ny i klassen, er nok også en sandhed med modifikationer. Da Formel2000 klassen i 2003 havde 25-års jubilæum som mesterskabstællende klasse, der fik Leif overrakt en særlig pris af DASU, idet han som den eneste havde deltaget i klassen i samtlige 25 sæsoner. Imponerende, og helt glemt at køre bil, det har han ikke. Leif stillede op i en 84'er Reynard magen til min, der var pænt sat i stand og nymalet hvid med blå bagende.

I begge heats var det Henrik Andersen, i den nyere og kraftigere Opel Lotus, der vandt. Også kvalifikationen havde han vundet overbevisende. Jeg blev generel 2'er i begge heats, og holdt dermed den ene Opel Lotus bag mig. Bedre resultat kunne jeg ikke have fået når Henrik er med i bilen, og jeg kommer også helt sikkert til at få kam til håret på Sturup i næste løb. Den korte og kurverige bane har jeg ellers vundet på hver gang hidtil, men med den fart Henrik har fået i bilen, så bliver det svært.

Næstbedste F2000 i første heat var Ole Bjørn, som sluttede på en 4. plads generelt. Han havde en god lang kamp med Johnny i Opel Lotus, en kamp der blev afgjort med en temmelig gul overhaling fra Johnnys side. Godt at se, at Ole får magt over bilen, det skal nok komme til at gå stærkt.

Leif tog den generelle 3. plads og blev næstbedste F2000 i andet heat. Efter lidt indkøringsvanskeligheder med materiellet i løbet af dagen, så var han også svært tilfreds med at slutte i top 3. Faktisk var Leif's hurtigste omgang i heat 2 næsten 0,1 sekund hurtigere end min hurtigste, men han mangler lige den sidste stabilitet efter hans pause på nogle år. Men det kan ikke vare mere end et løb eller 2, før vi kommer til at få nogle fantastiske dyste.

Og så her til sidst, har jeg optaget et videoklip fra starten af 2. heat. Jeg får lidt for meget spin i starten og mister en placering, men får den heldigvis hurtigt tilbage igen.

Prøv at se overfladen på dækket igennem de 3 omgange. Det er meget tydeligt at se, hvordan det varme gummi vandrer frem og tilbage over trædefladen, indtil det kører helt ud i dækkanten og bliver kastet af.

torsdag den 1. maj 2008

Optakt til sæsonstart

Nu hvor bloggen er oprettet, så går turen i eftermiddag til værkstedet hvor de sidste forberedelser venter, så raceren er klar og udrustningen sorteret. I morgen går turen til Ring Knutstorp.

Knutstorp har altid været en speciel bane for mig, siden jeg for 7 år tilbage erhvervede min licens deroppe. Sjovt nok er det altid på Knutstorp at ting knækker, og jeg har nu 3 gange måttet hjem og reparere manifold på raceren efter et løb. Også bremseskiver er knækket dér, og sidste år knækkede min gearstang på sidste omgang af det første heat i sportsvagnsmeeting.

Det regnede næsten hele tiden i forbindelse med Sportsvagnsmeeting, og disse betingelser passer åbenbart rigtigt godt til min bil. Ihvertfald er det lykkedes at vinde alle regnvejrsløb jeg har kørt i bilen hidtil, også selvom der har været både nyere og kraftigere biler med i klassen og problemer undervejs. Den knækkede gearstang var nok det mest akutte problem, men det lykkedes stadig at køre sejren hjem, selvom den sidste halve omgang kun foregik i 2. gear.

I den kommende weekend forventer jeg dog betydeligt hårdere konkurrence. For det første er det tørvejr, heldigvis, det er jo MEGET sjovere at køre lidt stærkere! For det andet har vi i formelklassen oplevet en god tilgang af nye deltagere, der er med til at sikre et stort felt.

Den største faktor i konkurrencen bliver Henrik Andersen, som jeg har haft en masse gode dyster med. Se f.eks. artiklen her:

Motorsporten.dk skriver om og viser billeder fra løb på Sturup Raceway

Henrik kører i en Formel Opel Lotus, der er 5 år nyere end min Reynard. Der er sket lidt udvikling på hjulophæng og bremser, men han er også velsignet med en ekstra karburator, et ekstra gear og ca. 20-25% mere motorkraft. Efter bøvl med sine dæk, så kom jeg til at anbefale Henrik de samme dæk, som jeg kører på.

....... Det skulle jeg ALDRIG ha' gjort... :-) Nu har han virkeligt fået hul på bylden og får god udnyttelse af potentialet i bilen. Sidst vi var på Knutstorp, kørte Henrik over 1 sekund hurtigere pr. omgang end jeg - og der er tilsyneladende intet at stille op. Men vi får se.

Heldigvis bliver vi mange godt matchede Formel 2000 kørere, og den 3-dobbelte vinder af HMS-formel cup'en (Ole Bjørn) er netop også skiftet til denne biltype, og ham glæder jeg mig til at køre med. Ole undertipper meget sin egen rolle, men lad os nu se. Magter man at vinde alle løb i en historisk Formel 1600, og er vant til dæk der er konstruerede til at være "løse" at køre på, så får man også hurtigt overtaget på en letkørt Formel 2000. Hvis ikke allerede fra første løb, så kan det ikke vare længe før Ole bliver en seriøs magtfaktor i klassen.

Til allersidst er her lige et billede fra sportsvagnsmeeting 2007:

Regndans og "Övningskör"

Var på Ring Knutstorp den 29. marts til trackday. Der var fri kørsel hele dagen.

Formålet med dagen var undervisning, havde en af mine formel-medkørere med derop, som startede i sporten sidste år. Han har ikke kørt på banen før, og ville gerne lære lidt køreteknik og linjer, inden det går løs deroppe senere på året.

Det bedste er, at han til formålet har en pumpet 911 GT3'er med keramiske bremser og lidt mere lir. 430 hypper er skidtet målt til - og kevlarsæder og H-seler holder en på plads, når det går stærkt.

Men AK! før 1. april, så er der ingen bulderdage på Knutten. Vi må ikke larme, og med den specielle udstødning på en i forvejen speciel bil, så var det udelukket at tage GT3'eren med. Naboen har bygget på en 944 clubsport, som vi skulle ha' kørt i stedet for. Men selvom 2 mand arbejdede igennem hele natten, så måtte vi trække stikket på den plan 1 time efter vi skulle ha' læsset raceren.... Skidtet ville ikke starte, så op på traileren kom den ikke.

Gode råd var dyre, og det endte med, at det var i en 2004'er BMW 530i med automatgear vi kørte derop. Jeg var ved godt mod, for bilen er sku ikke helt dum, selvom den er stor og halvtung. Men min medkører brokkede sig noget over sit uheld, og bedre blev det ikke da vi ankom på banen.......... Og der stod 7 stk. 911 GT3'ere og en enkelt turbo. Kæft, han var sur. "HVis de må køre, så måtte jeg ¤#%¤#&¤ sku også i min!"......

Nu var skæbnen, at det regnede en hel del, og banen var glat. En GT3'er har ikke ESP eller anti-spin, og mens vi kørte "playstation" med ESP og automatgear og øvede linjer, så begyndte vi at gå forbi GT3'erne

Der gik jo hurtigt sport i det, og med vores 100% fokusering på bremsepunkt, turn-in-punkt, apex og linjer hele tiden, så var det kun en M3'er og en chippet 135i, som gik hurtigere end os. Nøøøørj vi hyggede os. Den eneste GT3'er som kunne trække lidt fra os over 2 omgange, han satte bilen i væggen efter et for-meget-gas-spin på vej ind på baglangsiden. Det var rigtigt synd, især fordi det ikke engang var bilens ejer, der sad bag rattet. Heldigvis var skaderne forholdvis begrænsede.

I BMW'en havde vi det eddermame skægt, og den nemme bil gjorde, at kursisten kunne koncentrere sig om at tænke, planlægge og optimere sin kørsel hele tiden, og han var jo helt vild bagefter. At han i "direktør-slæden" kunne sætte GT3'ere til vægs (godt nok med hjælp fra vejret, men i ræs gælder alle kneb) var jo MEGET sjovere end at ha' sin egen GT3'er med, sidde med hjertet i halsen og blive overhalet af en Golf II GTI.

I den sidste session var det en smule mindre vådt, og der skulle arbejdes noget mere med det. På min sidste tur bag rattet fik jeg over 12-14 omgange kørt en Porsche 911/996 Turbo op, og gjort det grimme ved den. Det må eddermame være pinligt at køre ene mand i en Turbo, og blive overhalet på en racerbane af en 5-Serie med automatgear, 2 halvtykke grinende mænd og et "Övningskör"-skilt i bagruden. (Skiltet var en joke fra starten af, men blev jo endnu sjovere, når vi begyndte at overhale overlegne biler) .

Alt i alt en suuuuper-fed dag på Knutten. Og min kammerat glæder sig helt vildt til at vinterpausen er overstået og formelbilen kommer på banen. Nu skal der gives gas. (Og jeg glæder mig heeeelt vildt til næste kursusdag. Den bliver nemlig i tørvejr og i GT3'er, det ER besluttet!)

Og kommentarerne fra de andre i pitten var jo også sjove: "Er det en M5'er I kører i, jeg kunne næsten følge med?" (sagt af en kører med en lettere 4WD bil med 300+ hk). "I bremser jo allerallersenest for enden af langsiden, HVER gang!". Ak ja, vi kørte jo også langsomst, nåede kun op på 160-165 for enden af langsiden, så tror da fa'en at vi skal bremse kortere end en GT3'er der går 210-220 med halvdårlige dæk i vådt føre....

VIDEO: Trackday 2007

Der må en smule historik med her på min nyoprettede blog.

Derfor har jeg valgt at indsætte et par videoklip fra racerbanen Ring Knutstorp, som er den bane at løbssæsonen i 2008 starter ud med løb den 3. og 4. maj.

En trackday er et arrangement, hvor man tilmelder sig med sin egen bil og får adgang til at køre på en rigtig racerbane. Det er lidt forskelligt hvordan reglerne er, om man må køre med biler uden nummerplader, om man må være 2 i bilen osv., men i løbet af året er der mange gode muligheder for at komme ud og lære noget om sin bil under sikre forhold.

Det første klip er filmet fra min daværende gadebil. Kameravinklen skifter lidt, så undervejs får man et indtryk af hvor store påvirkninger bilen bliver udsat for ved banekørsel. Det skal så også siges, at BMW'en var en god bil i fin balance, som var meget nem at køre. Derfor blev der heller ikke lagt fingre imellem under optagelserne.

Filmen af BMW'en er optaget med et enkelt kamera og en række optagelser, der bagefter er redigeret sammen. Filmen nedenunder er optaget i den racerbil, som jeg deltager i en dansk løbsserie for historiske køretøjer med. Bilen bliver kørt af min gode ven Alex, som både kan køre, justere og bygge racerbiler.

Alex er dybt involveret i produktionen af en ny dansk racerbil (http://www.aquilaracingcars.com/), og har tidligere været aktiv kører selv. Han imponerede ved at sætte sig direkte ned i min racerbil, fik foretaget et par justeringer undervejs og på gamle dæk kørte indenfor et par tiendedele af mine egne hurtigste omgange på banen.

Nok snak, her er et par videoklip: