Var på Ring Knutstorp den 29. marts til trackday. Der var fri kørsel hele dagen.
Formålet med dagen var undervisning, havde en af mine formel-medkørere med derop, som startede i sporten sidste år. Han har ikke kørt på banen før, og ville gerne lære lidt køreteknik og linjer, inden det går løs deroppe senere på året.
Det bedste er, at han til formålet har en pumpet 911 GT3'er med keramiske bremser og lidt mere lir. 430 hypper er skidtet målt til - og kevlarsæder og H-seler holder en på plads, når det går stærkt.
Men AK! før 1. april, så er der ingen bulderdage på Knutten. Vi må ikke larme, og med den specielle udstødning på en i forvejen speciel bil, så var det udelukket at tage GT3'eren med. Naboen har bygget på en 944 clubsport, som vi skulle ha' kørt i stedet for. Men selvom 2 mand arbejdede igennem hele natten, så måtte vi trække stikket på den plan 1 time efter vi skulle ha' læsset raceren.... Skidtet ville ikke starte, så op på traileren kom den ikke.
Gode råd var dyre, og det endte med, at det var i en 2004'er BMW 530i med automatgear vi kørte derop. Jeg var ved godt mod, for bilen er sku ikke helt dum, selvom den er stor og halvtung. Men min medkører brokkede sig noget over sit uheld, og bedre blev det ikke da vi ankom på banen.......... Og der stod 7 stk. 911 GT3'ere og en enkelt turbo. Kæft, han var sur. "HVis de må køre, så måtte jeg ¤#%¤#&¤ sku også i min!"......
Nu var skæbnen, at det regnede en hel del, og banen var glat. En GT3'er har ikke ESP eller anti-spin, og mens vi kørte "playstation" med ESP og automatgear og øvede linjer, så begyndte vi at gå forbi GT3'erne
Der gik jo hurtigt sport i det, og med vores 100% fokusering på bremsepunkt, turn-in-punkt, apex og linjer hele tiden, så var det kun en M3'er og en chippet 135i, som gik hurtigere end os. Nøøøørj vi hyggede os. Den eneste GT3'er som kunne trække lidt fra os over 2 omgange, han satte bilen i væggen efter et for-meget-gas-spin på vej ind på baglangsiden. Det var rigtigt synd, især fordi det ikke engang var bilens ejer, der sad bag rattet. Heldigvis var skaderne forholdvis begrænsede.
I BMW'en havde vi det eddermame skægt, og den nemme bil gjorde, at kursisten kunne koncentrere sig om at tænke, planlægge og optimere sin kørsel hele tiden, og han var jo helt vild bagefter. At han i "direktør-slæden" kunne sætte GT3'ere til vægs (godt nok med hjælp fra vejret, men i ræs gælder alle kneb) var jo MEGET sjovere end at ha' sin egen GT3'er med, sidde med hjertet i halsen og blive overhalet af en Golf II GTI.
I den sidste session var det en smule mindre vådt, og der skulle arbejdes noget mere med det. På min sidste tur bag rattet fik jeg over 12-14 omgange kørt en Porsche 911/996 Turbo op, og gjort det grimme ved den. Det må eddermame være pinligt at køre ene mand i en Turbo, og blive overhalet på en racerbane af en 5-Serie med automatgear, 2 halvtykke grinende mænd og et "Övningskör"-skilt i bagruden. (Skiltet var en joke fra starten af, men blev jo endnu sjovere, når vi begyndte at overhale overlegne biler) .
Alt i alt en suuuuper-fed dag på Knutten. Og min kammerat glæder sig helt vildt til at vinterpausen er overstået og formelbilen kommer på banen. Nu skal der gives gas. (Og jeg glæder mig heeeelt vildt til næste kursusdag. Den bliver nemlig i tørvejr og i GT3'er, det ER besluttet!)
Og kommentarerne fra de andre i pitten var jo også sjove: "Er det en M5'er I kører i, jeg kunne næsten følge med?" (sagt af en kører med en lettere 4WD bil med 300+ hk). "I bremser jo allerallersenest for enden af langsiden, HVER gang!". Ak ja, vi kørte jo også langsomst, nåede kun op på 160-165 for enden af langsiden, så tror da fa'en at vi skal bremse kortere end en GT3'er der går 210-220 med halvdårlige dæk i vådt føre....
torsdag den 1. maj 2008
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar